Nogle rejser gør os til et større menneske.
Der er et før og et efter. Her er min historie

 
 

Call me & Tal ordentligt
En vild rejse i kultur & purpose

I januar 2011 fik jeg mit livs bedste lederjob, der skulle tage mig på en forunderlig transformerende rejse ind i at udleve kultur og purpose. Jeg blev CEO for mobilselskabet Call me, der på det tidspunkt var det sorte får blandt de danske fighting brands, der var ejet af de store teleselskaber. Årsagen var, at Call me var det tidligere Debitel og således slæbte rundt på en tung historie blandt tusindvis af danske mobilkunder, der havde fået dårlige kundeoplevelser gennem en årrække.

Jeg havde på det tidspunkt allerede været i telebranchen i 8 år og var begyndt at stille kritiske spørgsmål til branchens generelle forretningsmodel og tilgang til kunderne. Dette var typisk for mig som den moralske rebel i ethvert ledelsesteam. Det, der var anderledes denne gang, var, at jeg fik friheden til at forfølge mine kontrære ideer. Derfor kiggede jeg uden for branchen for at få inspiration og fandt i USA to bevægelser, der inspirerede mig dybt med deres fokus på at skabe en sundere form for kapitalisme gennem tillid, kultur og purpose. Det var B-corps-bevægelsen og Conscious Capitalism. Samtidig studerede jeg også på Blue Ocean Institute på INSEAD i Frankrig, så i maj 2011 havde Call me fået en ægte, gennemarbejdet Blue Ocean-strategi i det blodrøde hav, som telebranchen var! Det var en TRUST-strategi, hvor opbygningen af individuel, team-, organisatorisk, markeds- og samfunds-TRUST var det helt centrale, der på 5 år skulle tage os fra at være irrelevante til at blive danskernes mest elskede mobilbrand. Det var vildt, ingen andre end os selv troede på, at vi kunne lykkes, men det gjorde vi! 

Strategien var simpel og fokuseret. Det afgørende var eksekveringen og viljen til at gå vejen HVER dag. Viljen havde vi i overflod, og rejsen blev virkelig en dyb og stærk erfaring i, hvor afgørende kulturdimensionen er for at transformere en virksomhed. Rejsen åbnede mange flere døre og muligheder, end vi i vores vildeste fantasi kunne forestille sig. Vi blev også transformeret som mennesker, fordi vores fokus flyttede sig fra et ret ensidigt fokus på performance-værdier til overvejende at være orienteret mod moralske værdier. Det tankevækkende var, at det styrkede vores performance, gjorde os sindssygt kreative og effektive og gav os et meget stort moralsk mod, der fik os til at se muligheder, der var skjult for andre. 

TILLID er ubetinget et af de mest kraftfulde værktøjer, vi har til rådighed som organisationer, hvis vi evner at leve den ægte vare.

”Tal ordentligt”-kampagnen var en rejse ind i et jomfrueligt område, for der var på det tidspunkt ingen andre mobilselskaber i Danmark, der arbejdede med purpose-marketing. Så vi var både modige og varsomme, ekstremt orienterede mod at have en ren intention i alt, hvad vi foretog os, og dybt bevidste om, at vi var på en læringsrejse ind i et helt nyt terræn. Set i bakspejlet er jeg ikke i tvivl om, at det var nogle af de primære grunde til, at vi slap godt fra det i en branche, der på det tidspunkt var så ødelagt af dårlige forretningsmekanikker.

I 2015 vandt Call me Loyalty-awarden for at have branchens mest loyale kunder og det bedste image. Det var kulminationen på en lang række dybt imponerende resultater på alle områder, inkl. de meget hårde KPI’er, der alt i alt fik det hele til at virke som et fantastisk eventyr. Det var, som om vi havde sat gang i så stærkt et energiflow, at vi var ustoppelige. Frankling Covey fra USA bankede også på vores dør i 2015 og endte med at lave en film om Call me, som de har anvendt i deres verdensomspændende program “Leading at the speed of trust”. Det var en meget stor anerkendelse, da vi ikke havde anvendt deres trust-forståelsesramme i vores arbejde, men havde bygget vores egen trust-tilgang over tid.

I oktober 2015 forlod jeg Call me efter 13 år i telebranchen. Det var tid til endnu en personlig transformation, men Call me-rejsen vil altid have en helt speciel plads i mit hjerte, og jeg har derfor valgt at dele mit farvel fra Call me’s kulturbog 2015.

 
 
hannel lindblad genfortryllelse af verden the call me way.png
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Call me lavede i årene 2011 - 15 tre flotte kulturbøger, som mange har fundet inspirerende for deres kulturarbejde. Vi bidrog alle til bøgerne, der fangede de mange historier og resultater vi skabte sammen. Her er link til den sidste kulturbog

The Call me way - kulturbog 2015

 

Min nye personlige transformation handler om natur.
Vores indre natur og naturen omkring os.

 

Forbundetheden med naturen

Har altid været vigtig for mig, og jeg har intuitivt søgt naturen som min sjælepartner, siden jeg var helt lille. Naturen har aldrig svigtet mig, den har altid været der for mig og givet mig både omsorg og svar, når jeg har brug for det. 

Jeg er født et stenkast fra det vilde Vesterhav i Hirtshals og har tilbragt alle mine ungdomssomre ved den smukke Tversted strand med bål på stranden ved midnatstid. At være tæt på havet føler jeg som en dyb nødvendighed, og når jeg vandrer langs kysten eller sidder i en kajak ude på vandet langt fra kysten, føler jeg mig usigeligt taknemmelig og lykkelig.

I dag er jeg Biosfæreambassadør på Møn og har siden 2014 haft en VILD MED VILJE-have. En forunderlig rejse ud i at slippe kontrollen og opdage alt det, som jeg har brug for at aflære og tillære for at understøtte en større biodiversitet, bare på min lille plet. Andre initiativer er også på vej, men mere om det i en af mine inspirationshilsner en dag.

Jeg elsker mørket, og den tætpakkede stjernehimmel over Møn er enestående og nu udnævnt til Nordens første DARK SKY-park og -community. Mange sene aftener og nætter går med at vandre under den lysende Mælkevej for at blive mindet om, at vi alle kun er stjernestøv. Planetariske væsener, der er heldige at være født på en paradisisk planet, hvor vi kan trække vejret.

De seneste år er jeg blevet vild med Earthing, der handler om noget så basalt som at have en god jordforbindelse ved at gå i bare fødder på jorden så ofte som muligt. Der forskes vildt i området, da det er dokumenterbart, at det har en meget positiv effekt på vores immunsystem. Vi mennesker er ligesom et batteri, og ofte er vi overladet, altså for meget i plus, og så har inflammation nemmere ved at få grobund inde i os. Jorden er negativ, så den aflader os. Mange af os har bare glemt disse basale fysiske love. Jeg går i bare fødder fra marts til november på min elskede golfbane eller på stranden, og anbefaler det til alle, jeg møder. Det er simpelt, nemt, vildt dejligt og stærkt vanedannende.

Måske er livet et stort eventyr?
Jeg er overbevidst og lever nu mit liv som i et.

For 21 år siden købte jeg et håndværkertilbud på Møn. Et tidligere forsamlingshus med forvalterbolig lige ud til det smukke Stege Nor og golfbanen. Et nedslidt sted, der havde potentiale til at blive drømmehuset, hvor vi både kunne bo og arbejde i fremtiden.

Min kæreste, som jeg heldigvis har endnu, sagde dengang: “Hanne, det her kan blive et smukt eventyr eller et frygteligt mareridt. Det er op til os!”. 

Han havde ret, men det tog mig mange år at lære at leve mit liv som et eventyr med alle dets kringlede facetter. Derfor har vores rejse med drømmehuset været lærerig på mange plan. I dag evner jeg i langt de fleste stunder at leve mit liv som et eventyr, der byder på den ene lærerige opdagelsesrejse efter den anden. Opdagelsesrejserne er ikke alle lige behagelige, men som i eventyret er der nogle gange nogle prøvelser, som bare skal gennemleves, før ny indre visdom kan materialisere sig. 

På mine rejser ind i at blive en livseventyrer har det betydet meget for mig at møde Adult Development-teorien. Den har ført til dyb selvindsigt og selvaccept og en langt større ro, når jeg befinder mig i usikre og ambivalente perioder i mit liv. Jeg er også meget inspireret af Hero’s Journey, og det har ført mig videre til et dybt og fascinerende arbejde med de arketyper, som vi alle indeholder. Jeg har erfaret, at det er nemmere for mig at vokse som menneske, når jeg får et nært og nysgerrigt forhold til alle mine arketyper eller del-personligheder. Som den berømte amerikanske poet Walt Whitman skrev i 1855 i “Song of myself”: 

“Do I contradict myself? Very well then, I contradict myself. 
I am large, I contain multitudes”.

Rejsen har også gjort mig mere nysgerrig på energidimensionen og fået mig til at forstå dybt, inde i mig selv, at alt er energi. Inklusive mig selv. Og at jeg i høj grad er medskaber af alting. I dag uddanner jeg mig løbende inden for området med fokus på, hvordan en stærkere energibevidsthed og orientering giver adgang til en mere kraftfuld tilstedeværelse i nuet. Derfor væver jeg også en større bevidsthed om energidimensionen ind i alt, hvad jeg laver. Sidste år blev jeg Tankefeltterapeut (TFT) hos Mygind Institute. Der forskes meget i TFT i dag, fordi teknikken er stærk til at forløse både små og store traumer, der forhindrer os i at stå stærkt i nuet. TFT er i dag også en integreret del af min coaching, da den er praktisk at have ved hånden i hverdagen. I år er jeg startet på en dyb og nysgerrig rejse ind i den nordiske shamanisme, der i den grad styrker vores jordforbindelse og forståelse af, at alt omkring os er levende og har brug for vores respekt.

Må den gode energi være med dig. 
Smil Hanne